Det historiske Centrum
I det historiske centrum, i den sydlige del af byen, ligger de fleste store attraktioner, som er ”must see” for dig der besøger Sevilla for første gang.
- Catedral de Sevilla
- Real Alcázar de Sevilla
- Plaza de Espana
- Universitetet
Jeg vil anbefale at bruge mindst to eller tre dage i dette område for at få noget ud af det. Særligt, hvis det er meget varmt, og man bruger de varmeste eftermiddagstimer på Siesta.
Katedralen – Catedral de Sevilla
Den største turistattraktion i Sevilla er katedralen, den tredjestørste af sin slags i Verden. Og ja, det mærker man også, når man træder ind ad døren.
Et af de mest imponerende bygningsværker jeg nogensinde har set, på niveau med Empire State Building, Eiffeltårnet og Notre Dame.
Køen kan være lang, men du kan købe kombo-billetter inkl. Real Alcazar, hvor man kan springe køen over. Det kan købes både online og offline.
En vigtig del af besøget er at tage op i La Giralda, klokketårnet der har flere end 20 klokker. Man har en fantastisk udsigt deroppefra.
Real Alcázar de Sevilla
Få stenkast fra katedralen ligger vel nok den næstmest populære seværdighed i Sevilla, nemlig kongepaladset, Real Alcázar de Sevilla, som er fra Maurernes tid. Faktisk bliver slottet stadig brugt, når kongen af Spanien er på besøg. Det er dermed det ældste royale slot i Verden.
Besøg Real Alcázar med en kombo-billet til katedralen, så du får den fulde oplevelse af det historiske Sevilla. Du kan bruge halvanden til to timer i bygningen og haverne, men start tidligt på dagen, hvis du besøger Sevilla om sommeren.
Santa Cruz og det jødiske kvarter (Barrio de Santa Cruz)
Du bør gå en tur i de (meget) små gader i Santa Cruz og det jødiske kvarter, hvor der er små butikker med andalusisk keramik, beklædningsgenstande og souvenirs. Der er også flere små hyggelige pladser med appelsintræer.
Det ligger i forlængelse af katedralen og Real Alcázar, og værd at bruge et par timer på. Man kan starte ud i Santa Cruz om morgenen inden førnævnte seværdigheder åbner, hvor det stadig er fornuftige temperaturer. Men de snævre gader er ikke badet i sol, så man kan holde sig i skyggen mange steder.
På Calle Mateos Gago ligger en masse små hyggelige spisesteder, som er værd at tjekke ud til en gang tapas eller et koldt glas hvidvin.
Plaza del Triunfo
Et utroligt flot torv omgivet af de mest historiske bygninger i byen, heriblandt katedralen. De mange hestevogne fylder gadebilledet og det er ret turistet, men et kig værd når man alligevel er i området.
Plaza de España
For mit vedkomne er den vigtigste attraktion i Sevilla helt klart Plaza de España – Den Spanske Plads. Et helt vanvittigt imponerende bygningsværk der blev lavet til verdensudstillingen, Ibero-American Exposition of 1929, i Sevilla.
Det er så fantastisk en plads, at man ikke kan lade være med at tage billeder, men det er simpelthen så stort, at man har svært ved at finde et sted, hvor man få det hele med. Det smarteste er nok at tage billedet fra det sydlige tårn lidt hen på dagen, når solen er kommet om på forsiden. Mine billeder er desværre taget om formiddagen, hvor der var en del skygge.
Parque de María Luisa
Efter Plaza de España kan du tage en gåtur i Parque de María Luisa og få lidt tiltrængt skykke under træerne. Det er vel nok byens største park, og ud over dette område omkring Plaza de España, er der ikke mange grønne områder i Sevilla – en af de få ting der trækker ned som en god feriedestination.
Universidad de Sevilla
Hvis du har mod på mere, bør du helt sikkert kigge ind forbi Universitetsbygningen der ligger lige nord for Parque de María Luisa. Det specielle ved universitetet er de åbne områder i bygningen, hvor der ikke er noget tag. Du kan se det på Google Maps, men du må ikke snyde dig selv for at se det i virkeligheden.
Ting man skal se uden for det historiske centrum
Der er meget andet end det historiske centrum, men her er ferien en anden. I stedet for at gå op og ned ad de andre turister, kan man nord for det historiske centrum leve sammen med de lokale.
Så min anbefaling til Sevilla er at bo i den nordlige del af centrum, og så gå til de attraktioner man gerne vil se i syd. Byen er ikke større end man godt kan gå rundt til det meste.
Setas de Sevilla (tidl. Metropol Parasol)
En af de nyeste attraktioner i Sevilla er “svampen” – Setas de Sevilla – en træstruktur der egentligt er et kunsværk i træ, som man kan gå op på opleve udsigten fra 26 meters højde. Det blev færdigopført i 2011, efter flere års forsinkelse, og endte med at koste hele 750 mio kroner. Til gengæld er det i dag et af byens varetegn.
Alameda de Hércules
Alameda de Hércules er et historisk aflangt torv omgivet af en masse barer, caféer og spisesteder. Meget hyggeligt om aftenen, hvis man vil have en drink eller en gang tapas med de lokale. For det yngre publikum, er dette helt klart stedet at være. Men om dagen er det bare en lang plads med grimme fliser, træer og bænke.
Floden
Floden er en tiltrængt oase i en til tider ekstremt varm by. Der er desværre ikke voldsomt meget skygge langs floden, men man kan tage en kold flaske rose under armen, og sætte sig et sted langs floden hen på aftenen, og bare nyde at temperaturen er blevet lidt mere menneskelig.
Jeg skal sige, at jeg var i Sevilla midt under en hedebølge i juni, hvor der var mellem 40 og 42 grader hver dag. Så det var først ved 22-tiden, at at vi kom under de 36 grader. Det er heldigvis ikke normalen, men man skal forvente omkring de 35-37 grader i juli og august måned.
Attraktioner jeg ikke fik set
- Casa de Pilatos (palads med tilhørende have)
- Torro del Oro (tyrrefægterarenaen)
- Der også en række museer og kirker i Sevilla, men her vil jeg lade dig lave din egen research, da jeg ikke fik tid til at opleve meget af dette.
Kombiner Sevilla med Malaga og Granada
Jeg kan anbefale at kombinere turen til Sevilla med Malaga og eventuelt Granada, hvor Spaniens største turistattraktion ligger. Jeg tog selv flyet til Malaga og blev der i en lille uge, og tog derefter toget til Sevilla – en behagelig og kort tur i super moderne tog.
Fra Malaga gik der busture til Granada og Alhambra, som er en kæmpe stor borg tilbage fra maurernes tid. Det er klart turen værd, men pas på i sommermånederne, da temperaturen nemt kan bestige de 40 grader i Granada. Malaga er i øvrigt en fin kystby, hvor man kan kombinere lidt strand-charter-ferie med lækker tapas, historiske bygninger og hyggelige små gader.
God tur ned i solen – Sevilla er en fantastisk by!