Hvad skal man se i Auckland?

af Mark
0 kommentar
Strand på waiheke island

”Auckland er en perfekt blanding af det vibrerende storbyliv og den afslappede Stillehavs-vibe.”

Sådan beskriver Iris, vores lokale øje i New Zealand, den by hun elsker så meget, at hun ikke vil hjem til Hamburg, hvor hun er født og opvokset.

Vi har taget en snak med Iris, som har boet i New Zealand i 5 år, om hvad man skal se og opleve i Auckland. Men glem ikke at læse hendes tips til, hvor man skal bo i Auckland.

Men kort sagt, kan du ikke gå forkert med et hotel i Viaduct, som ligger en kort gåtur fra Britomart, Aucklands centrale togstation, eller i Queen’s Wharf, hvorfra alle byens færger sejler.

Waiheke Island

Et hotelværelse i Viaduct tilbyder ikke kun en fantastisk udsigt ud over Hauraki Gulf, men garanterer også, at du kan være på en færge på vej til Waiheke Island, kun 15 minutter efter du har forladt dit værelse.

Sejlturen er kun 45 minutter, og så er du på øen, der engang var hjem for et lille hippie-fællesskab, men som i dag er vokset til en destination for kunst- og vinelskere. Der er små butikker og vingårde spredt ud over øen.

En af mange vinmarker på Waiheke Island. Kilde: Unsplash

Du kan udforske øen i en lille bus, du kan leje en cykel og du kan endda gå rundt via det velholdte stinet der starter ved færgeterminalen. Spørger du Iris, så er Waiheke Island ikke bare en hvilken som helst attraktion på listen, som bare skal vinges af. Så uanset hvordan du kommer rundt på øen, bør du afsætte en hel dag. Inden du har set dig om, indser du, at du får lyst til at slappe af og nyde ø-livet.

Mad og drikke i Auckland

Sidst på dagen kan du tage færgen tilbage fra Waiheke Island og finde et sted i Viaduct, hvor du kan spise aftensmad. Du finder asiatisk fusionsmad, italiensk, mexicansk og selvfølgelig lokal Stillehavs-inspireret mad. Derefter kan du finde en bar, pub eller cocktail bar og slutte aftenen af med en drink.

New Zealand Maritime Museum

I Viaduct finder du også New Maritime Museum, der portrætterer New Zealand’s maritime historie. Du kan ikke undgå at finde det, da America’s Cup båden KZ 1 står udenfor. Hvis du har fået nok sol og varme gennem dagen, kan du tage ind på museet og køle lidt ned mens du bliver klogere på den lokale historie.

Sky Tower

En must see i Auckland, er det ikoniske 328 meter høje Sky Tower på Victoria Street. Tag elevatoren op til 60. etage, hvor du kan nyde udsigten ud over hele byen, eller besøg Gordon Ramsey’s restaurant, The Sugar Club, med udsigt fra 53. etage.

328 meter høje Sky Tower kan ses mange steder i byen. Kilde: Unsplash

Sky Tower er del af et større bygningskomplex der hedder Sky City, der bl.a. indeholder et hotel, et casino og en række restauranter og barer. Bliv i Sky City området, hvis du vil have et fix med storby.

Harbour Bridge

Harbour Bridge, Auckland
Harbour Bridge oplyst om natten, med Sky Tower i baggrunden. Kilde: Unsplash

Hvis du er glad for højder, kan du også tage på bridgewalking på den ikoniske Harbour Bridge, hvor du er i mere end 60 meters højde. Det er kun få steder i Verden, hvor det kan lade sig gøre at bridgewalke i den højde. Og hvis det ikke giver et adrenalinkick, kan du også bungyjumpe derfra. Fra toppen af broen, har du naturligvis en 360 graders view over Auckland.

Auckland Art Gallery

Efter et solidt bungyjump på Harbour Bridge, kan man få brug for at få pulsen lidt ned. Her er Auckland Art Gallery det perfekte sted at starte.

Auckland Art Gallery, også kaldt Toi o Tāmaki, har den mest omfangsrige samling af national og international kunst i hele New Zealand. Bor du i Viaduct, er det kun en 20-minutters gåtur væk. Hvis du vil se om galleriet er noget for dig, inden du betaler indgang, kan du bruge Google Streetview til at få et blik ind i galleriet. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være der selv.

Commercial Bay

Slut dit Auckland-besøg af med en shoppingtur i Commercial Bay på Qeens Street. Det er et relativt lille, men smukt designet shoppingcenter, hvor du finder nogle af de store internationale butikker, som vi kender i Danmark, men også en masse lokale brands, vi ikke har her i Europa.

Auckland er en fantastisk by der ligger i et fantastisk land, så mange attraktioner, særligt naturoplevelserne, ligger uden for byen. Du skal altså ikke tage til New Zealand kun for at opleve Auckland.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Dette website bruger cookies til at analysere trafikken på sitet. Alle ip-adresser er gjort anonyme. Godkend Læs mere

Privacy & Cookies Policy