Hvad skal man se i Paris?

af Mark
0 kommentar
Sacre coeur

Bevæger man sig lidt udenfor den centrale bymidte, har man rig mulighed for at få sig en masse autentiske oplevelser, gå på markeder, snakke med de lokale over en kop kaffe og finde små eksklusive modeforretninger.

Ideen med denne guide er ikke at give en udfyldende introduktion til Paris. I stedet håber jeg, at jeg kan give dig nogle forskellige tips og inspiration til hvad du kan forvente dig af en tur til Paris.

Kunsten er naturligvis altid at begrænse sig og udvælge nogle attraktioner der passer til dine interesser og vælge et godt område.

Hotel des invalides
Les Invalides. (efteråret 2017)

Oplev Paris

Den bedste måde at opleve Paris er uden tvivl til fods. Køb et bykort, sæt dig ind på den nærmeste fortovscafe, bestil en kop kaffe med dit bedste skolefransk ’Un cafe sïl vous plait’, og start med at sætte cirkler omkring de attraktioner man selvfølgelig er nødt til at se og opleve.

Som føstegangsbesøgende skal man helt sikkert forbi Montmartre, Opera Garnier, Louvre, Jardin des Tuliers, Notre Dame, Les Invalides, Grand Palais og Eiffeltårnet. Selvom afstandene ikke er store i Paris, så vil det opleves som en ualmindelige dynamisk og afvekslende oplevelse, og enhver tur ud i byens gader rummer potentialet for et nyt eventyr.

Eiffeltårnet
Eiffeltårnet fra en lille sidegade. (efteråret 2017)

Man kan passende starte sin gåtur på en af de Haussmaniske boulevarder, hvor man kan kigge på Louis Vuitton tasker og andre luksusvarer i de store butiksvinduer.

Derfra kan man gå til det hyggelige Marais-kvarter, hvor der ligger kunstatelierer på hvert et gadehjørne og hvor Place des Voges, De Fire Musketerers gamle mødested, er en af byens allerfineste pladser.

Picasso museet ligger et stenkast derfra, hvis du vil have genopfrisket hans Blå Periode.

Efter en velfortjent pause kan man krydse floden og bevæge sig ind i det gamle Latinerkvarter, hvor man kan finde nogle af de ældste og bedst bevarede ruiner fra Romertiden – dengang byen blev kaldt Lutetia.

Fra Marais-kvarteret kan man også vælge at gå nordpå til Republique, der stadig har bevaret dit revolutionære præg med næsten daglige, men fredelige demonstrationer, små uafhængige forretninger og spisesteder, der serverer lækker mad fra Frankrigs tidligere kolonier i Afrika og Asien.

Når benene begynder at blive en smule ømme er der altid en metrostation i nærheden. De 302 metro-stationer sikrer, at man altid har mulighed for at nå sine planlagte udflugtsmål.

Hvis man har mod på oplevelsen kan man også bruge Velib, der er byens veludviklede netværk af bycykler.

Man kan også gå all-in og leje en guidet køretur i en klassisk 2CV med vin og baguette på bagsædet!

For de mest berømte attraktioner som Eiffeltårnet, Louvre og Katakomberne kan jeg anbefale at forudbestille billetter. Selvom man er nødt til at låse sig fast på et bestemt tidspunkt, så er det den nemmeste måde at undgå at tilbringe alt for mange timer i lange køer.

Paris rummer overraskende mange grønne områder, hvor man kan få sig et hvil, spille petanque eller kigge på mennesker. Nogle af de smukkeste parker er Parc des Buttes Chaumont, Le Jardin du Luxembourg og Parc Montsouris.

Byens to største kirkegårde, Cimetière du Père-Lachaise og Cimetière du Montparnasse er også absolut et besøg værd. Historisk var der en høj grad af prestige forbundet med familiernes gravsteder. Det er derfor interessant at se den kunstneriske kreativitet, og det til tider ukontrollable storhedsvanvid der udspringer fra mange af gravstederne. Filosoferer man over livets genvordigheder, eller er man inkarneret rock-fan, er man naturligvis også nødt til at besøge Sartres (Montparnasse) eller Jim Morrisons (Père-Lachaise) gravsteder.

Paris by night

En kærestetur til Paris rummer utallige muligheder for at nyde hinandens selskab i romantiske omgivelser. På en lun sommeraften kan det anbefales at pakke en lille madkurv med lidt franske lækkerier og en flaske vin og drage ned til flodbredden. Her kan man nyde synet af en oplyst by, se alle bådene passere forbi, falde i snak med parisianerne eller blot nyde hinandens selskab. Når vinen er drukket kan man passende bevæge sig hen langs kajen og området omkring Alexandre-broen. Her ligger der utallige flydende barer som Rosa Bonheur sur Seine, FLOW Paris og NUBA, hvor man drikke en cocktail eller danse natten væk.

Bar i paris centrum
Bar i centrum af Paris. Den blev besøgt da der var åbent senere på aftenen. (Efterår 2017)

Er man ikke så søstærk og foretrækker de højere luftlag så har Paris også utallige rooftop-barer, hvor der er rig mulighed for at få sig en uforglemmelig aften! Le Perchoir, Terrass Hôtel’s 7e Ciel og Le Georges er nogle af de allerbedste rooftops, hvor man kan drikke cocktails og nyde en skøn udsigt. Hvis man vil undgå at stå i kø, anbefales det at møde op tidligt på aftenen.

Det er også muligt at finde utallige undercover barer, der skjuler sig bag forskellige facader. Lavomatic er et møntvaskeri, men bag en af maskinerne gemmer der sig en dør til en bar. Moonshiner ligner et lille pizzeria, men rummer en eksklusiv cocktailbar, hvis du altså kan finde indgangen! Secret 8 er det nyeste påfund, hvor man på forhånd skal have fundet adgangsordet for at blive lukket ind.

Museer

Man finder næppe en by i verden, hvor koncentrationen af berømte kunstværker er større end i Paris. Uanset hvilken epoke man foretrækker kan man finde malerierne der var periodedefinerende eller markerede et nybrud.

Hvis du ønsker at fordybe dig i nogle af de store mestre som Renoir, Picasso, Monet og Rodin kan du altid besøge de permanente udstillinger. På cometoparis.com kan man tjekke hvilke udstillinger der er åbne når du besøger Paris. Alene i 2019 har der været specialudstillinger om de Vinci, Toulouse-Lautrec, Edgar Degas og Andre Derain.

De følgende museer kan kraftigt anbefales.

Musee D’Orsay – Museet ligger overfor Louvre på den anden side af Seinen og er en gammel jernbanestation der er blevet omdannet til kunstmuseum. Man finder næppe et museet med en større samling af mesterværker fra impressionismen og post-impressionismen 1880-1900.

Louvre – Alene museets størrelse kan gøre et besøg overvældende og uoverskueligt. Det kræver mindst 8 timer, hvis man har ambitionerne om at se alle udstillingerne. Det anbefales, at man inden besøget beslutter sig for hvilke udstillinger man ønsker at se.

Musee George Pompideu – Bygningen er i sig selv et moderne kunstværk, hvad enten man kan lide det eller ej. Indendørs finder man en enorm samling af contempory art og pop art, og man kan også finde adskillige danske kunstnere, hvis man kigger ordentlig efter.

Musee Marmottan – Her finder man verdens største Monet samling, der inkluderer det berømte maleri ’Impression, soleil levant’ der gav navn til impressionismen.

Foundation Louis Vuitton – Denne ekstraordinære bygning, der er tegnet af den verdensberømte arkitekt Frank Gehry ligger i Boulogne-skoven. Efter man har besøgt udstillingen, kan man passende tage en gåtur i skoven og nyde roen, inden man drager tilbage til byen.

Musee de l’Orangerie – Museet genåbner i marts 2020 efter en kort lukning pga. renovering. I dette lille museum i Jardin des Tuileries finder man Monets berømte åkander. I kælderen finder man Paul Guillaumes kunstsamling, der rummer nogle fantastiske malerier af Renoir, Picasso, Cezannes m.fl. Et besøg kan varmt anbefales.

De fleste museer har gratis adgang den første søndag i måneden.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Dette website bruger cookies til at analysere trafikken på sitet. Alle ip-adresser er gjort anonyme. Godkend Læs mere

Privacy & Cookies Policy