Hvad skal man se i Nice?

af Mark
0 kommentar
Springvand ved Promenade du Paillon
5
(2)

Det populære cote d’azur trækker årligt millioner af turister til den fantastiske strand-storby Nice, der ligger som en smørklat mellem de mindre, men mere kendte byer, Monaco og Cannes. Nice har en masse at byde på i form af strande, grønne oaser, caféer og en charmerende gammel bydel. Og med gode flyforbindelser fra både Øst- og Vestdanmark, er det den ideelle sommerferiedestination for både familier og par.

Jeg har nu to gange holdt sommerferie i Nice med min familie. Første gang var i august 2018, hvor min søn var omkring 8 måneder. Vi fandt ud, af at Nice var en fantastisk storby at holde sommerferie i med børn, og derfor vendte vi tilbage i juli 2019.

Begge gange havde vi lejet den samme lejlighed på Rue du Maréchal Joffre, kun 300 meter til stranden og 10 minutters gang til centrum. Helt perfekt beliggenhed til at tage en daglig morgendukkert og en tur ind til butikkerne og caféerne om eftermiddagen og aftenen.

Seværdigheder i Nice

Jeg har samlet 8 seværdigheder, som man skal se i Nice, men husk, at der også er mange attraktioner uden for Nice. For eksempel kan man tage toget til Monaco, eller stoppe i en af de mange små på på vej mod Monaco. Den modsatte vej finder man den lille kunstner-by SaintPaul de Vence og de større kystbyer Antibes og Cannes.

Nederst i artiklen har jeg samlet lidt tips til hvad og hvor man skal spise i Nice.

#1 Stranden og Promenade des Anglais

Den største attraktion i Nice, og Côte d’Azur generelt, er det varme middelhav. Desværre er stranden i Nice ikke en dejlig blød sandstrand, men derimod fyldt med små sten. Derfor er det ikke et sted man vil tilbringe en hel formiddag med familien, men derimod et sted man tager ned, helst om morgenen for at nyde solopgangen og tage en svømmetur. På dette tidspunkt er der ikke så mange mennesker.

Hvis man ikke kan svømme, bør man i stedet nyde havudsigten fra den fantastiske Promenade des Anglais der strækker sig så langt øjet rækker. Her kan man tage en løbetur om morgenen eller aftenen, hvor solen ikke bager ned, eller man kan side på en bænk og nyde udsigten ud over det azurblå vand.

#2 Parc de la Colline du Château (Castle Hill)

Mere end 300 år efter der rent faktisk lå et slot på Castle Hill er den 93 meter høje udsigtspost en af de mest populære udflugtsmål i Nice. Man kan tage en elevator op, eller man kan vælge at gå hele vejen. Undgå eftermiddagssolen hvis du vælger at gå op, og uanset hvad bør du medbringe en flaske vand.

På højen er der i dag en lille park med en lejeplads og ud over det sædvanlige finder man også et flot vandfald hvorfra man har en flot udsigt.

Fra toppen af højen kan man kigge ud over havnen mod øst og ud over Middelhavet og byen mod syd og vest.

Parc de la Colline du Château er helt klart et besøg værd. Hvis hele familien er med, kan man tage et tæppe og en frokost med op. Imens man slapper af, kan børnene lege på legepladsen.

#3 Den gamle bydel

Under ethvert besøg i Nice kommer man en tur til den gamle del af byen som ligger mellem Promenade du Paillon og strandpromenaden. Det er ikke et kæmpe område, men som i alle gamle middelalderbyer, er gader og huse presset sammen, så man rent faktisk får fornemmelsen af at være kommet til en anden storby.

De fleste går ind til den gamle bydel fra Masséna-pladsen, der ligger ved enden af den store indkøbsgade, Avenue Jean Médecin. Noget af det første man kommer til er den flotte bygning, Palais de Justice, men kort efter står man inde på de smalle gader, hvor solen sjældent når ned, og hvor små restauranter, specialbutikker og souvenirbutikker ligger side om side.

Èn ting man ikke må glemme i den gamle bydel, er at besøge Cours Saleya markedet, hvor man kan gå rundt i skyggen og købe friske specialiteter til middagsbordet, eller finde kunst til at tage med hjem til Danmark. Når det bliver for trængt, kan man tage en pause i en af de mange små caféer langs markedspladsen.

#4 Port Lympia (havnen)

Om end det er en lille gåtur fra centrum, bør man mindst en enkelt gang tage ned til havnen, Port Lympia. Det er her alle de store lystbåde ligger til kaj. Gå hele vejen om på den anden side af havnen, hvor de fantastisk farverige små joller ligger. Her finder man også en række spisesteder, hvor man kan tage en frokost inden turen går tilbage til centrum.

#5 Monastère Notre-Dame-de-Cimiez

Hvis man er afsted uden børn, er det oplagt at se det gamle Cimiez-kloster og den tilhørende have der ligger i den nordlige del af Nice. Man kan tage bus nummer 17 fra Masséna i centrum, der kører direkte til klosteret. Det tager cirka 20 minutter og er en fin lille bustur der kører gennem den del af Nice, man ellers sjældent kommer forbi.

Selve klosteret og haven kan man sagtens komme igennem på en times tid, og derfor er det, for mange, ikke turen værd alene. Men i kombination med et besøg på Matisse-museet der ligger kun et par hundrede meter væk, er det en oplagt udflugt, hvis man vil opleve noget kulturelt.

#6 Cathédrale Orthodoxe Russe Saint-Nicolas

En anden kulturel udflugt der ligger mere centralt er den russiske katedral, som bestemt er et besøg værd, særligt når der gudstjeneste.

Nice har en stor russisk historie, og i 1912 byggede Tsar Nicholas II den største ortodokse katedral i Vesteuropa lige midt Nice. Når kirken er fuld har alle de rige russere parkeret deres Bentleys og andre dyre biler foran kirken og det er lidt af et syn.

De lokale russere møder op i det fineste tøj, så hvis du vil ind i kirken når der er gudstjeneste, skal du ikke møde op i badeshorts og klip klapper.

#7 Avenue Jean Medécin (shopping)

Når man har set nok kirker, klostre og museer, kan man tage en god shoppingtur på byens strøg – den lange Avenue Jean Medécin, der starter ved Masséna-pladsen.

Det er her alle de store butikker ligger. Et stykke oppe ad gaden ligger shoppingcentret Lance Nice Etoile, hvor man finder et hav af butikker. I bunden af gaden, ved Masséna-pladsen, ligger spydspidsen Galleries Lafayette.

Hvis man ikke gider H&M, Zara og alle de andre gængse kæder, kan man i stedet tage ned på Rue de Paradis og vælge mellem eksklusive butikker som Hugo Boss, Chanel og Emporio Armani.

Et prisniveau hvor flere kan være med, finder man på Rue Alphone Karr, hvor der er en række selvstændige butikker. Her kan man finde tøj, som man ikke finder hjemme i Danmark, uden at skulle bryde banken.

#8 Jardin Albert I og promenade du Paillon (mest for børn)

I forlængelse af hinanden ligger Jardin Albert I og Promenade du Paillon som strækker sig gennem små parker med legepladser og springvand helt op til Théâtre National de Nice. Særligt populær er Fontaine Miroir d’Eau, der er en kæmpe plads med utallige fontæner der sprøjter vand op af jorden. Her samles børn for at lege i vandet. Så husk badetøj til de små.

Har man glemt badetøjet, kan man gå op til legepladserne, hvor børnene kan slå sig løs mens forældrene sider i skyggen under palmerne. Der er dog ikke meget skygge på selve legepladsen. Men i kortere tid, eller hvis man er her uden for sæsonen, er det et fint sted at holde en pause.

På den nordlige side af parken, på adressen 12 Av. Félix Faure, ligger Hotel Aston La Scala. Selvom du ikke bor på hotellet, kan du tage elevatoren op til øverste etage, hvor der ligger en rooftop bar med navnet Seven Blue Bar. På trods af de lidt spidse priser, vil jeg anbefale en aftendrink i de romantiske rammer med udsigt ud over byen og Middelhavet. Der er ofte dj eller live musik, men det er ikke stort, du kan vælge at reservere et bord, hvis du vil være sikker på en plads.

#9 Saint-Jean-Cap-Ferrat /Beauilieu-Sur-Mer

Saint-Jean-Cap-Ferrat er en eksklusiv halvø øst for Nice der hovedsageligt bebos af de rigere turister. Området præges derfor af Lamborghinier og Bentleyer og ikke mindst en fantastisk udsigt ud over bugten og de mange luksus-yachter.

Det tager kun få minutter med tog fra banegården i Nice, og det koster kun omkring de 2 euro. Du står af ved Beaulieu-sur-Mer, og derfra er du desværre nødt til at gå cirka et kvarter for at komme til begyndelsen af halvøen. Herfra tager det cirka hhv. 15 og 20 minutter at gå til Passable Beach og halvøens lystbådehavn.

Det er heldigvis et smukt sted at gå, men også ret kuperet og med smalle fortove, så det er ikke anbefalelsesværdig for gangbesværede og barnevogne. Vi nåede dog til Passable Beach med en klapvogn og to børn på 3 og 5 år. Efter at have badet i den turkisfarvede lagune og fået en is og lidt at spise, var der også ved at være udsolgt hos børnene, så vi fandt en bus der kørte tilbage til banegården i Beaulieu-sur-Mer. Havde vi undersøgt det inden, havde vi også taget bussen på vej derud.

Hvad skal man spise i Nice?

Nice er en sydfransk storby og byder derfor på et godt udvalg af franske såvel som internationale køkkener, om end mange steder er en smule præget af turisme. Lokale specialiteter du bør prøve mens du er i Nice er særligt socca, bouillabaisse og salat nicois.

Socca

Specialitet, socca, som du får i både små versioner som en snak´ck og i hele retter ofte som forret, er det sydfranske modsvar til den bretonske crêpe.

Socca er en tyk saltet pandekage tilberedt i en åben ovn, lavet af kikærter og strøet med de lokale Provence-krydderier og sort kværnet peber. Du kan spise det i små stykker sammen med et glas koldt rosévin fra Provence, eller lige som en stor crêpe galette med forskellige slags fyld.

Bouillabaisse

Denne ret udspringer af den nærliggende storby og havneby Marseilles. Det er en fiskesuppe der skal indeholde mindst tre typer fisk. Retten kan være meget krydret og tung, men fås i mange forskellige versioner. Ikke to kokke laver den ens.

Salade niçoise

Den klassiske sydfranske salade niçoise er inspireret af det nærliggende Middelhav. På en bund af salatblade får du typisk tomater, tun, hårdkogte æg, ansjoser og oliven. Dertil hører også en god vinaigrette.

Man skal være en stor ansjosfan eller i hvert fald en fiskefan for at kunne sætte pris på denne salat, der ikke er på mange spisekort i de danske restauranter. Retten koster mellem 10 og 18 euro i Nice afhængig af restaurant og placering og skal ses som en lille hovedret.

Anbefalinger til restauranter og caféer i Nice

Nice har som mange andre middelhavsstorbyer en gammel bydel. Den er større end man lige tror, når man ser det på kortet. Der er nemlig en masse små gader med caféer og butikker, hvor man godt kan fare lidt vildt. Dog er det heller ikke større end at man nok skal finde ud igen.

I denne del af byen ligger restauranter, barer og caféer tæt, og man finder uden problemer et sted med god mad og drikke. Men da området er meget turistet, er der også meget liv (og larm) og på de mindre steder kan det være svært at få bord. På bydelens pladser er der mange pladser at finde, men charmen er også derefter.

Vi var bl.a. inde på Restaurant du Gesu der ligger på den lille Place du Jésus i hjertet af den gamle bydel. En autentisk lille middelhavsrestaurant, hvor tjenerne spæner mellem køkkenet og bordene udenfor. Kvaliteten er måske kun liger over middel, men en god pizza, en omgang ravioli og en salade niçoise, plus en halv liter rosévin til kun 44 euro (2019) er bestemt value for money. Og så er betjeningen ganske hurtig på trods af en fyldt restaurant.

Hvis du er ude efter en god crêpe (eller galette) i den gamle by, kan du prøve La Vielle Crepe, som er et af de bedst bedømte creperier i byen. Det er god kvalitet og god service til meget fair priser. Det eneste der trækker en lille smule ned, et duften af indisk mad fra naborestauranten, som ikke ligefrem matcher en sød crepe.

Har du lyst til en stor frisk lemonade eller smoothie til din crêpe, skal du derimod på Pop o Thym, som ligger på det store torv i den gamle by. Der får du en fantastisk service, hvor man mærker, at det er ejerne der selv står der. Børnene får endda papir og farveblyanter så far og mor har et øjeblik til at nyde det. Der er ikke mange pladser, så man kan være uheldig at der er fyldt. Du kan kombinere det med en tur på torvet hvor der er en masse forskellige boder.

Oscar (på Rue Massena): Stor restaurant åben fra frokosttid indtil 22.30, hvor man kan side ude eller inde. Servicen er virkelig god, maden er fremragende og i store portioner. Selvom det ikke ligefrem er lavpris, er det value for money ift. nogle af de andre restauranter i det ellers ret turistede område. Deres gryderet med oksekød og gnocci er en af de retter de fremhæver, og den er også lækker, og serveres i en gryde. Pizzaen og deres bøffer er også anbefalelsesværdige. Stedet har også flere fiskeretter. Stedet er i moderne stil og derfor ikke så hyggelig som mange andre steder i byen.

Hvis du er ude efter en særlig aften med lækker mad, god vin og høj service, så er den Michelin-anbefalede restaurant, L’Atalier, lige noget for dig. Det kan være en god idé at reservere et bord, eller komme lige når de er åbnet, da det er et populært sted med få borde.

Vi ankom lidt før klokken 20 og kunne lige få et bord til to inde i restauranten, hvor man kan kigge ud til det lille køkken. Vi startede ud med husets drink kaldet vendee, og til forret delte vi den lokale specialitet socca. Retten koster 16 euro og man kan vælge mellem en række forskellige typer fyld. Vi valgte at få blæksprutte til, hvilket viste sig at være et godt valg.

Stedet har et godt vinkort, og på trods af somellieens rynken på næsen, valgte vi en tysk flaske Riesling til omkring de 35 euro (2019). Til hovedret fik vi en godt krydret og fyldig Bouillabaisse og en fremragende filet mignon. En enkelt desert med lækker sorbet blev det også til. Ingen af os gik sulten fra bordet og vi kom af med 110 euro for en rigtig god gastronomisk oplevelse.

Hvis du er tæt på Place Garibaldi, kan jeg anbefale at slå en smut forbi den lille fortovscafé Dolce Amaro, hvor du kan få en lækker crêpe og en god espresso til cirka 5 euro. Den helt simple crêpe med sukker og citron kan helt klart anbefales. Stedet ser ikke ud af meget, men prøver heller ikke at være mere end det er.

Hvis du bor i området omkring Le Carré D’Or eller Gambetta, kan du efter en morgendukkert i havet, tage ind forbi Café Frei på den nedre del af Rue de Rivoli. Her har de et kæmpe udvalg af forskellige kaffesorter og typer. De laver bl.a. en rigtig god iskaffe.

Offentlig transport i Nice

Den offentlige transport i Nice er ret fornuftig og består af både busser og letbane. Den største ulempe er, at man skal have et orange kort og gerne en app for at købe billetter. Det orange kort kan fås i busserne og på banegårde med betjening, og koster 6 euro i pant, som man får tilbage når man returnerer det.

Hvis du vil opleve nogle af de andre kystbyer såsom Monaco, er det nemmest at tage toget fra Hovedbanegården i Nice. Det er både ret billigt og bekvemt. Men undgå myldretid mellem ca. kl. 8 og 10.

Til og fra lufthavnen

Der går både bus og letbane mellem lufthavnen og Nice Centrum og det tager kun en halv time. De går mere eller mindre parallel med kysten og kører dermed forbi mange af de hoteller der er langs Promenade des Anglais. Der er ikke et billetkontor ved lufthavnen og man kan derfor ikke få de orange kort, som man skal bruge for at købe billetter i automaten. Vi var derfor nødt til at tage letbanen (gratis) fra Terminal 2 til Terminal 1, hvorfra vi fandt en bus.

Hvad synes du om vores indlæg?

Klik på en stjerne for at bedømme.

Gennemsnitlig bedømmelse 5 / 5. Antal stemmer: 2

Ingen stemmer endnu. Bliv den første til at anmelde vores indlæg.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Dette website bruger cookies til at analysere trafikken på sitet. Alle ip-adresser er gjort anonyme. Godkend Læs mere

Privacy & Cookies Policy