Hvor skal man bo i Hamborg

af Mark
0 kommentar
Speicherstadt kanal

Hamborg er en fantastisk feriedestination til en lang weekend uanset om du er ung, gammel eller en børnefamilie. Hvor du skal bo i Hamborg afhænger netop af, om du er ung, gammel eller en børnefamilie. Læs med her og find ud af, hvor du skal lede efter overnatning.

Altstadt (Centrum)

Det historiske centrum af Hamborg, med Rathausmarkt som den centrale plads, er det ideelle sted at bo, hvis du vil opleve byen og de mest centrale attraktioner til fods. Det er turistet, og det er dyrt, men du har butikker, restauranter, teatre og restauranter inden for gåafstand.

Altstadt er for mange også en dyr turistfælde, hvor man ikke oplever byens nerve som en lokal. Men heldigvis kan du nemt komme med offentlig transport til St. Pauli og Sternschanzen og du kan gå til St. Georg, Neustadt og Hafencity.

Du skal vælge Altstadt, hvis du har budgettet, og du gerne vil bo i luksus som turist i hjertet af en storby. Prøv det 5-stjernede Hotel Park Hyatt, hvor der bl.a. tilbydes babysitning (mod gebyr). Ikke så dårligt, hvis man har brug for et par timer i fred.

Neustadt – Det sikre valg

Restauranter og butikker i Neustadt
Neustadt der ligger lige op ad Altstadt er fyldt med designerbutikker og spisesteder.

Da jeg senest var i Hamborg i sommeren 2021, boede jeg på Hotel Mariott på ABC-Straße i det yderst centrale Gänsemarkt der ligger i Neustadt. Det var en familietur med vores to små drenge på 1 og 3 år, og det viste sig, både at være det perfekte hotel og den perfekte placering for os.

Hotellet var perfekt for os, fordi:

  • Der er en indendørs pool, hvor børnene kunne få en pause fra byens larm og stress.
  • Der er en god morgenmadsbuffet med venlig, børnevenlig, betjening.
  • Værelset vi havde var stort og med badekar, igen ideelt med små børn.
  • Der er en hyggelig pianobar og stille udendørsområde, hvor man kan nyde en drink før eller efter en tur ude i byen.

Placeringen i hjertet af Neustadt var perfekt for os, fordi vi var i gåafstand fra Altstadt, Landungsbrücken, Hafencity og ikke mindst parken, Planten und Blomen, hvor vi var flere gange på vores 4-dages Hamborg-tur.

I modsætning til St. Georg og Altstadt, er det en smule mindre turistet. Men du er alligevel omgivet af caféer, restauranter og mange berømte modehuse og små designerbutikker.

Det er så netop en af de få ting der trækker ned. I hvert fald for dem der ønsker et mere autentisk område, hvor man bor sammen med de lokale og har lidt billigere spisesteder og barer.

Hvis du vil være tæt på alt, og bo i et område med butikker, spisesteder og storby-buz, så er Neustadt det sikre valg.

Sternschanzen – Det hippe valg

Hvis du et den type, der bedre kan lide det mere alternative, det ”autentiske” og mere lokale miljø, så kan jeg anbefale Sternschanzen. Hvis du kender Berlin, kan det sammenlignes med Friedrichshain og Kreutzberg. Her finder du et utal af barer og små spisesteder, og så er der en mere afslappet stemning end i Altstadt og Neustadt.

Hvis du ikke har børn med, og du hverken gider det turistede café-liv i centrum (Altstadt) og heller ikke gider de fulde turister og neonlys i St. Pauli, så er Sternschanzen den rette mellemvej.

Du er tæt på parken, Schanzenpark, men også Planten und Blomen, hvor der er springvandslysshow med musik. Du kan leve sammen med de lokale unge studerende, skaterne, punkerne og de urbane småbørnsfamilier. Dog vil du oftere skulle med offentlig transport for at besøge bl.a. Hafencity, St. Georg og Altstadt.

Børn der leger med vand i Planten und Blomen. En vigtig oase i byen.

Der er ikke det store udvalg af hoteller i Sternchancen, så man kan med fordel kigge på Airbnb. Ellers skal kigge på området ved messehallerne, der ligger tæt på. Her kunne det f.eks. være IntercityHotel Hamburg Dammtor-Messe.

St. Pauli – Til de festhungrende

Hvis du vil være tæt på festen, eller bare ikke gider det polerede liv i centrum af Hamborg, kan jeg anbefale at finde et sted i St. Pauli.

Bydelen er berygtet for et natteliv bestående stripbarer, spillesteder og andre vandhuller, der i stor stil tiltrækker polterabend-turister og folk med hang til fest.

Det er på både godt og ondt.

Man kan hurtigt blive træt af neonskiltene og de fulde folk, men hvis man er i humøret og har fået lidt indenbords, kan man få et par fantastiske aftener i St. Pauli. Men hold dig til de små sidegader med hyggelige barer og spisesteder, og undgå så vidt muligt den ucharmerende Reeperbahn.

Om dagen er St. Pauli en stille og rolig bydel, centralt beliggende i forhold til bl.a. Sternchanzen, havnen og Altona.

St. Pauli er mest af alt et gå-i-byen sted. Tænk Jomfru Ane Gade på steroider. Men det er mere end det.

Bydelen har en historie. Det er en levende fortælling om de sømænd der gik i land i St. Pauli for at blive underholdt, og den dag i dag er der stadig fyldt med barer og sexshops, som dog bliver besøgt andre end kun sømænd.

Dagen efter en god bytur, kan man tage på Millentor Stadion og se en fodboldkamp med de lokale St. Pauli-helte. En klub der har fået kultstatus, også her i Danmark.

Der er et hav af hoteller i St. Pauli og de er i mange prisklasser. Men hvis du gerne vil have lidt luksus, kan du booke det flotte east Hotel Hamburg der ligger i et roligt område væk fra Reeperbahn og i gåafstand fra Centrum.

Hafencity og Speicherstadt – Det moderne møder det gamle

Hamborg har altid levet af sin kæmpestore havn der er en integreret del af byen og dens indbyggere, uanset om du står i St. Pauli eller i centrum. Lige op ad centrum ligger Hafencity, som er et stort havneområde der består af moderne nybyggeri og historiske, restaurerede havnebygninger (Speicherstadt).

I dag er området nok mest af alt kendt for Elbphilharmonie, som var et katastrofalt dyrt byggeprojekt, der i dag er et af Europas mest ekstraordinære koncerthuse.

Men grunden til at man drages af Hafencity, er de historiske røde murstensbygninger der er omringet af kanaler. De bruges i dag af bl.a. handelsfirmaer, museer og restauranter. Ud over den flotte arkitektur og de gode spisesteder og den centrale placering, er der ikke så meget at kommer efter. Det er, lige som mange andre havnebyggerier i Nordeuropa, en smule stemningsforladt. Derfor er det ikke det første sted jeg ville kigge efter et Hotel.

Hvis du vil tage et billede af Hamborg, skal du gøre det her i Speicherstadt.

Varetegnet for Speicherstadt i Hafencity er de gamle røde murstensbygninger, som er et besøg værd.

Pierdrei Hotel HafenCity Hamburg har gjort en masse ud af indretningen i lobbyen og restauranten, så uanset om du booker et værelse eller ej, bør du kigge ind.

St. Georg

St. Georg er en hyggelig og centralt beliggende bydel med mange hyggelige barer og caféer – særligt på hovedgaden Lange Reihe. De mange regnbuefarvede flag repræsenterer en bydel der også er særligt åben for LGBT.

Gade i st. georg

Man kommer hurtigt rundt til attraktionerne i centrum og man har hovedbanegården tæt på. Så, hvis du kun er i byen i én eller to nætter, er st. Georg et godt bud.

Hvis du bliver træt af de dyre designerbutikker i Altstadt, kan du gå i den modsatte retning til Hamburger Meile, som er et stort shoppingcenter med mange af de mere almindelige tøjbutikker.

Der ligger en lang række hoteller i St. Georg, både ud til Alster-søen og inde på Lange Reihe. Se udvalget på Hotels.com her.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Dette website bruger cookies til at analysere trafikken på sitet. Alle ip-adresser er gjort anonyme. Godkend Læs mere

Privacy & Cookies Policy