Opdateret d. 7. juni 2023
Hvor skal man bo i Paris. Det er det spørgsmål, som vi svarer på i dette indlæg. Min klare anbefaling til hvor man skal bo i Parias er den østlige del af centrum, i området mellem Bastille og Place de la Republique i det 11. arrondissement. Men mange personlige præferencer spiller ind, så læs om de forskellige områder i Paris her, og vurder ud fra det, hvor du vil finde hotel eller lejlighed.
Vores anbefalinger til steder at bo i Paris
- Centrum (1.-6. arrondissement) – Dyrt men centralt
- 15. arrondissement – Det mindre kendte område
- 11.-20. arrondissement – Et godt valg for de fleste
- Uden for Paris – Suresnes Longchamp
Hvorfor Paris?
Hvor den mudrede flod La Seine slår et knæk, grundlagde den keltiske stamme Parisii, for mere end 6.000 år siden, en lille og ydmyg bebyggelse i et sumpområde der hyppigt blev oversvømmet. Dengang stod det næppe skrevet i stjernerne, at den lille flække ville udvikle sig til Paris, Byernes By, der overalt i verden har en helt særlig tiltrækningskraft med dens rigdom, skønhed og berømte vartegn. Der findes næppe en by, der på samme måde er indprentet i vores fælles historie gennem film, litteratur, mode og historiske begivenheder. Første gang man besøger Paris vil man utvivlsomt blive ramt af dens fantastiske atmosfære og skønhed.
Man bliver ramt, når man står på den brede marmortrappe foran Sacré Coeur på Montmartre med en frisk crepe i hånden og skuer ud over byens tage, eller når man bevæger sig ned af den kilometerlange og smukt oplyste Champs Elysees, imens man shopper mærkevarer.
Sandsynligvis mærker du det, når du står foran Eiffeltårnet når mørket falder på, klokken slår hel og tusindvis af blitzlys forvandler tårnet til en gigantisk eksplosion af lys.
Oplev Paris’ unikke kvarterer
Det er sådanne unikke øjeblikke, hvor ord er overflødige, og hvor man bare må tænke wow. Overalt man bevæger sig i Paris, bliver man imponeret af byens skønhed, boulevardernes grandiositet og den hektiske nerve af liv. Byen har en fascinerende og dramatisk historie, hvor der i århundreder er blevet udkæmpet revolutioner, krige og konspireret imod magten og hinanden på grund af politiske og religiøse overbevisninger.
Dette har sat afgørende spor i byens arkitektur, infrastruktur og skabt forskellige bydele, der er vidt forskellige i deres udseende og kultur, og dermed giver byen en masse forskellige karakteristika, alt efter hvor du befinder dig.
Paris består af 20 arrondissementer og hvert af disse kvarterer har et unikt præg. Så hvis du stadig er i tvivl om, hvor du skal bo i Paris – så læs endelig videre.
Det bedste tidspunkt at besøge Paris
I højsommeren, juli-august, risikerer man at ramme nogle af de hedebølger der tit plager byen. Et besøg i August er en speciel oplevelse, fordi alle franskmændene forlader byen for at drage til kysten. Man vil derfor opleve at mange mindre forretninger og restauranter er lukkede. Til gengæld er der en ro og plads som man ikke kan forvente resten af året.
Sensommeren strækker sig som regel til oktober så de tidlige efterårsmåneder er ofte nogle af de allerbedste tidspunkter at besøge byen.
Jeg kan på det varmeste anbefale at man besøger Monets have i Giverny (lukket november-februar), D-dag strandene i Normandiet eller Mont St. Michel.
Børnene vil elske et besøg i Disneyland eller Asterix Park, hvis man hellere vil give børnene en oplevelse i et fransk tegneserieunivers. Læs mere mere om hvad du skal se og opleve i Paris.
Områder i Paris
Der er en række forskellige faktorer man skal overveje inden man beslutter sig for, hvor man skal bo i Paris. Rejsebudgettet har naturligvis en afgørende indflydelse, men man skal også overveje andre ting.
- Er det vigtigt at bo centralt, eller er det acceptabelt at bo tæt ved en metro og 20 min fra centrum?
- Er det vigtigt at være tæt på nattelivet eller foretrækker man en rolig nattesøvn?
Lidt længere fra centrum kan man ofte finde nogle hyggelige områder, hvor der er færre turister, flere lokale og en masse lækre restauranter.
I det følgende har jeg udvalgt nogle forskellige områder af Paris som jeg anbefaler. I de øvrige dele af Paris kan du også være sikker på at finde en masse hyggelige områder.
Centrum (1.-6. arrondissement) – Dyrt men centralt
I dette område befinder du dig i hjertet af Paris med turistattraktioner som Notre-Dame, Louvre og Musee D’orsay, samt fantastiske shopping muligheder. Området er super hyggeligt og smukt, men kan også til tider føles tætpakket med turister. Der er mange restauranter, men også en del af svingende kvalitet. Pga. placeringen centralt i Paris, er hotellerne selvfølgelig dyre, ligesom i andre storbyer.
I det 3. og 4. arrondissement befinder vi os stadig i hjertet af Paris, tæt på det fantastiske Marais-kvarter og det meget levende område omkring Bastille, hvor cafeerne ligger side om side. Et skønt område, men hoteller er ganske dyre.
På den anden side af Seinen i det 5. og 6. arrondissement ligger det klassiske latinerkvarter. Her finder du Sorbonne universitetet, gamle udgravninger, Panthèon og den hyggelige Rue de Mouffetard.
15. arrondissement – Det mindre kendte område
Her er vi lidt længere væk fra byens centrum, men stadig i meget smukke omgivelser med Eiffelttårnet i gåafstand, hyggelig forretninger og tæt på en masse skønne restauranter. Le Café du Commerce er den gamle kantine for Citroën fabrikkerne, der er blevet omskabt til en fantastisk restaurant, der serverer klassisk fransk mad. Andre fremragende restauranter er Le Beurre Noisette og Afaria.
11.-20. arrondissement – Et godt valg for de fleste
Et levende og autentisk område i den østlige del af Paris, der stadig bærer præg af at have været arbejderområde og til tider ganske revolutionært. Det var her arbejderopstanden startede i Belleville i 1870, og hvor Pariserkommunen, der fungerede efter kommunistiske principper, efterfølgende blev etableret. Det endte i 1871, hvor militæret overtog kontrollen, men folk er stolte af deres revolutionære historie. Her er masser af små hyggelige barer, små spillesteder og i weekenden er der loppemarked på Avenue Gambetta, hvor man kan gøre sig et fund eller to.
Det 11. arrondissement er noget mere centralt end det 20. Jeg kan anbefale området omkring Pl. de la Republique, hvor der er masser af hyggelige gader med spisesteder. I det 20. arrondissement har man ikke den samme storbybuzz som inde ved Republique, og man føler sig lidt længere ude af Paris, men det er heller ikke turistet, så man bor sammen med de lokale. Den største attraktion i området er nok kirkegården, Cimetière du Père-Lachaise, som er stedet hvor bl.a. Jim Morrison ligger.
Uden for Paris – Suresnes Longchamp
Det behøver ikke at være så besværligt at bo uden for Paris og de 20 arrondissementer. Det kan også være et godt svar på, hvor man skal bo i Paris. Faktisk er der utroligt mange fordele ved at flytte lidt udenfor byen. Overnatning, restauranter og ikke mindst parkering er væsentligt billigere, og som ekstra bonus, så er der ofte stille, så man kan få en god nats søvn efter en lang og god dag med oplevelser. Et af disse områder der kan anbefales, er Suresnes Longchamp i den vestlige del af Paris.
Spisesteder i Suresnes Longchamp
I Suresnes Longchamp ligger der rigtig mange gode lokale restauranter og bistroer. Køkkenet er typisk klassisk fransk mad, men der er også flere rigtig gode Italienske muligheder. De små hyggelige spisesteder med mad af høj kvalitet til rigtig gode priser, er kendetegnende for hele området. Her får du virkelig value for money i modsætning til Paris Centrum, hvor de fleste spisesteder er meget mere “turistet”. De fleste steder er små og hyggelige og har derfor heller ikke ret mange borde, så husk endelig at reservere bord i forvejen. I Frankrig spiser man senere end vi gør i Danmark, så tit åbner restauranten tidligst kl. 19.00, og det er ikke altid de har en fungerende hjemmeside. Men snyd ikke dig selv for nogle skønne gastronomiske oplevelser, og bestil bord hvis i alligevel går forbi restauranten.
Spisesteder jeg kan anbefale:
Bistrot Eduard: Traditionel fransk bistro i hyggelige lokaler. Lækre franske retter hvor specielt deres tatar kan anbefales. https://lebistrodedouard.fr/
Sapori D’Italia: Italiensk restaurant med få borde. Bedste pizzaer i Paris og godt klassisk italiensk køkken med et twist. Husk at reservere bord. http://saporiditalia.fr/notre-menus/
Overnatning i Suresnes Longchamp
Der er masser af muligheder for overnatning, da udvalget af hoteller og lejligheder i området er godt og varieret. Som en ekstra bonus, har de fleste tilknyttet en P-kælder, så man slipper for at kæmpe for en parkeringsplads på gaden. Det er meget normalt, at der skal betales for parkering, og prisen er forskellig fra sted til sted.
Steder jeg kan anbefale er:
Aparthotel Adagio Suresnes Longchamp: Nyt lejlighedshotel med gode og velindrettede lejligheder til fornuftige priser. Mulighed for morgenmad. 50 meter til buslinje 144 (lyserød) og ca. 10 min fra La Défense.
Novotel Paris Suresnes Longchamp: Business hotel med store dejlige værelser og mulighed for morgenmad. 50 meter til bus linje 144 (lyserød) og ca. 12 min fra La Défense.
Transport fra Suresnes Longchamp
Det er nemt at komme til Suresnes Longchamp med bil og det tager ca. 12-14 timer fra Danmark. Det er en rigtig god ide at lægge ruten uden om Paris Centrum og undgå myldretiden. Her kan der være utroligt meget kø på alle tidspunkter af døgnet, også uden for turist højsæsonen.
Selv om Suresnes Longchamp er lidt udenfor byen så er der ikke langt til Paris Centrum, faktisk er der kun ca. 9 km til Eiffeltårnet. Der er utallige buslinjer, samt sporvogn T2 (lyserød), som alle kører til La Defense station, hvor metrolinjen M1 (gul) hurtigt fragter en ind til Centrum. Det tager ca. 5 min med sporvogn og ca. 10-20 min med bus, for at komme ind til La Défense. Der køres døgnet rundt og typisk med 12 min mellemrum i hverdagene. Mere info kan findes på https://www.ratp.fr/en/plan-metro.
Hvad kan man se i Suresnes Longchamp?
Er man til shopping, så der også mulighed for det. Westfield Les 4 Temps er beliggende ved La Défence, og er et klassisk moderne Shoppingcenter i 4 etager med rigtigt mange butikker. Der er over 23 restauranter at vælge mellem, så man kommer ikke til at gå sulten derfra. Generelt er priserne meget rimelige, og det er billigere at handle modetøj her, frem for hos La bon Marché, Galeries Lafayette eller La Printemps inde i Paris. Den nye triumfbue ligger lige ved siden af centret, og husk endelig at nyde den fremragende udsigt oppe fra pladsen.
Det mest kendte sted i området er Mont-Valérien Fortress, et fort som er bygget i 1841. Den er et af 16 forter der er bygget rundt om Paris i perioden mellem 1840 og 1845. Fortet er mest kendt fra 2 verdenskrig hvor Nazisterne brugte det som fængsel og henrettelsesplads. Fra 1940 til 1944 blev mere end 1000 gidsler og modstandsfolk henrettet på fortet, og derefter begravet på forskellige kirkegårde rundt om i Paris. I dag er fortet et nationalt monument for de faldne franske modstandsfolk. Tæt på fortet er der en amerikansk kirkegård, hvor 1541 amerikanske soldater ligger begravet, de blev alle dræbt under første verdenskrig. Se mere på http://www.mont-valerien.fr/.
Ofte stillede spørgsmål om Paris
Hvor mange dage skal man bruge i Paris?
Hvis man besøger Paris for første gang, bør man mindst indberegne 5-6 dage, så man undgår at stresse, for at se alle tingene på sin parisianske ”bucket list”. Der er nemlig mange.
Hvis man tager en uges tid i Paris, så har man også tid til at planlægge en uforglemmelig endagstur udenfor Paris.
Hvornår skal man rejse til Paris?
Paris er altid et besøg værd – uanset årstiden og uanset hvilket vejr man kan forvente. Når det så er sagt, er der naturligvis perioder, der kan anbefales mere end andre.
Som så mange andre steder i Europa er november til februar en periode der byder på varierende vejr og en del regn. Foråret starter som regel en smule tidligere i Paris end i Danmark, så man kan godt forvente en lun weekendferie i april.
Hvor skal man IKKE bo i Paris?
Der er nogle områder i Paris, jeg anbefaler, man holder sig fra. Det gælder særligt områderne omkring de store banegårde Gare du Nord og Gare de l’Est, men også generelt den nordlige del af 18. og 19. arrondissement.
Her føles det ikke så trygt i aften- og nattetimerne, og om dagen er det heller ikke noget særligt. Priserne på hotellerne er dog også herefter. Men hvis du er ude efter et billigere ophold, vil jeg anbefale at finde et hotel længere ude. Se anbefalingerne omkring Suresnes Longchamp nederst på siden.
Er Paris børnevenlig?
Paris er ikke mit førstevalg, hvis jeg skal besøge en storby med små børn. Man skal tage til Paris for at opleve de storslåede historiske monumenter, museer og kirker, hvilket ikke er børnenes favorit. I stedet ville jeg foretrække for eksempel Berlin, fordi der er flere grønne områder og generelt mere plads til små børn. Og hvis det skulle være i Frankrig kunne jeg anbefale Nice, som mangler meget af Paris’ storbyflair, men til gengæld har en stor strand og en mere afslappet middelhavsstemning.
1 kommentar
Meget fine beskrivelse der passer til os. Skulle jeg nævne et alternativ til dine børneferier er både Barcelona og Valencia super. Valencia kan det samme som Barcelona, men uden de store turiststrømme.
Til alle voksne vil jeg anbefale Bordeaux. Fantastisk by uden biler !