Tallinn, Estlands hovedstad, er en by med dybe historiske rødder og moderne attraktioner, der tilbyder en perfekt kombination af gamle middelalderbygninger, sovjetiske levn og trendy moderne steder. På en weekend kan man få en fantastisk oplevelse i denne charmerende by. Jeg besøgte Tallinn i oktober 2024, og jeg har lavet en lille guide, til at hjælpe dig med at få mest muligt ud af din weekendtur til Tallinn.
Om Tallinn
Estland og hovedstaden Tallinn har rykket sig voldsomt meget på levestandarden siden starten af 90’erne og det afspejler byen og prisniveauet sig også af. Bevæger man sig rundt i byen, kan man enkelte steder stadig fornemme datidens levn fra Sovjettiden, og det er jo også byens historie som i stigende grad trækker turister til byen. Landets selvstændighed har været længe undervejs, og især i 40’erne led byen under bombardementer. Heldigvis slap den gamle bydel nådigt fra disse og i dag er den klart det største trækplaster i byen. Derfor er middelalderbyen også med fuld berettigelse på Unesco’s liste over bevaringsværdige byer.
3 hurtige
Ankomst og transport
Tallinns lufthavn ligger kun få kilometer fra centrum, hvilket gør ankomsten nem og hurtig. En taxa fra lufthavnen til byens centrum koster cirka 14 EUR (2024). Alternativt kan man tage sporvognen, der giver en autentisk lokal oplevelse.
Hvornår skal man besøge Tallinn?
Den bedste tid at besøge Tallinn er i foråret og sommeren, hvor byen emmer af liv og udendørsaktiviteter. Et andet populært tidspunkt er december, hvor byens julemarked skaber en magisk atmosfære. Vinter og efterår kan føles mere stille og mindre travlt.
Varighed
En weekend eller forlænget weekend er nok til de fleste. Hvis du vil dykke dybt ned i Estland og tage på dagsture, kan du tage nogle flere dage. Men Tallinn er en mindre hovedstad, hvor der ikke sker så meget uden for Centrum.
Overnatning
De fleste af Tallinns seværdigheder ligger i eller omkring den gamle bydel, også kaldet Old Town, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er her du finder middelalder-gader og hyggelige spisesteder. Hvis du vælger et hotel eller Airbnb i eller tæt på Old Town, så får du en praktisk base, der giver dig kort afstand til alle de bedste oplevelser. Du skal ikke langt ud af centrum før det bliver meget “sovjetisk” med store boligblokke.
Se de mest populære hoteller i Tallinn på Hotels.com. (annonce)
Hvad skal man se i Tallinn?
Gåtur gennem den gamle bydel
Tag en gåtur gennem Tallinns gamle bydel og oplev charmen ved byens historiske arkitektur. Nogle af højdepunkterne på turen er:
- Rådhuspladsen: Her finder du byens torv og det er et godt sted at få en kop varm kaffe eller lidt at spise.
- Alexander Nevsky Katedralen: En imponerende russisk ortodoks kirke med smukke detaljer. Et af byens varetegn.
- Den danske konges have: Ifølge legenden, så faldt Dannebrog ned lige her, og det er et oplagt sted til en historisk pause.
- Sct. Olavs Kirke: Kendt for sit høje spir og fantastiske udsigt over byen.
- Toompea-højen: Giver en flot udsigt over byen og et godt overblik over Tallinns “skyline”.
Bastionstunnelerne og KGB’s fængselsceller
Hvis du er interesseret i Estlands mørkere historie, kan du besøge bastionstunnelerne og KGB’s fængselsceller. Bastionstunnelerne går under den gamle by og blev brugt til at forsvare byen i middelalderen. KGB’s fængselsceller giver et godt indblik i den sovjetiske besættelse og viser de barske vilkår, som befolkningen levede under.
Markeder og mad
Balti Jaam Markedet er et marked med fødevarer, tøj og antikviteter. Du kan smage lokale specialiteter eller få en frokost på det tilhørende street food-marked.
Lokal mad: Prøv de estiske specialiteter som borscht (rødbedesuppe), gryderetter med bjørn eller elg, blodpølse og forskellige kålretter. Men frygt ikke – der er også mere velkendte retter for de mindre eventyrlystne.
Seaplane Harbour
Seaplane Harbour er et fascinerende maritimt museum, der ligger i en tidligere hangarhal nede ved lystbådehavnen. Her kan du se forskellige maritime udstillinger, bl.a. ubåde, og lære om Estlands maritime historie. Dette er en oplagt formiddagsudflugt.
KGB Museet i Viru Hotellet
KGB-museet giver en unik oplevelse af KGB’s aktiviteter under sovjettiden. Det er ikke et særligt stort museum, da det består af nogle bevarede spionrum på hotellets øverste etage, så for at få en særlig god oplevelse, skal man have historierne med fra den guidede tur. Husk at booke tid i forvejen, da det er et populært besøgsmål.
Kadriorg Park og andre seværdigheder udenfor byen
Hvis du vil have noget frisk luft og opleve naturen og de grønne områder i Tallinn, kan du tage en tur i Kadriorg Park, der ligger øst for centrum. Derudover ligger der en børnevenlig udflugt i byens Zoologiske Have. Du har også Tv-tårnet med en fantastisk udsigt over Tallinn og det omkringliggende landskab. Frilandsmuseet giver et indblik i Estlands landlige historie med autentiske bygninger og gårde.
Transport og dagsture udenfor Tallinn
Sporvognstur: Tag en tur med sporvognen rundt i byen – en sjov og lokal måde at opleve Tallinn på.
Dagsture fra Tallinn
Lahemaa Nationalpark: Estlands største nationalpark med skove og smukke vandrestier.
Keila Joa Vandfaldet: Et flot vandfald og perfekt til en dagstur.
Rummu Stenbrud: Kendt for sit krystalklare vand og muligheden for snorkling. Et godt valg, hvis du ønsker en lidt mere usædvanlig oplevelse udenfor byen.
En weekendtur til Tallinn byder på en varieret og fascinerende blanding af historie, kultur og moderne bekvemmeligheder. Fra middelaldergader til sovjethistorie og frodige grønne områder – Tallinn har noget for enhver smag!