Hvad skal man se i Berlin?

af Mark
0 kommentar
Gendarmenmarkt
4
(1)

Opdateret d. 22. august 2022

Berlin er en af mine yndlings storbyer, og jeg har selv boet der i et halvt år. Derfor har jeg forsøgt at blande listen af seværdigheder med nogle mindre kendte steder. Men…

FØRST: FIND ET HOTEL I KORT AFSTAND TIL SEVÆRDIGHEDERNE

Jeg vil anbefale at finde et hotel, hvorfra man nemt kan komme til både øst og vest, og hvor man har de vigtigste ting i gåafstand.
Her kan jeg anbefale Motel One ved Spittelmarkt (her er det kendte Coca-Cola skilt fra filmen ”Goodbye
Lenin) eller Motel One ved Hakkescher Markt. Her får man meget for pengene, god morgenmadsbuffet og en central placering i Berlin.

NICOLAIVIERTEL (MITTE)

Meget centralt, kun 5 minutters gang fra Alexanderplatz, ligger Nicolaiviertel, som er den ældste del af Berlin, bl.a. med Berlins ældste kirke. Det er et lille hyggeligt område med gamle bygninger, et museum og forskellige små butikker og klassiske berliner-restauranter. Man behøver ikke bruge så meget tid i Nicolaiviertel, så man bør slå det sammen med en tur i Fernsehturm eller på Museumsinsel.

Sulten? Så tag ind på Cyclo, som er en lille vietnamesisk restaurant, lige over for kirken. Her får du bl.a. en lækker Pho og ikke mindst lemonade.

HACKESCHER MARKT & HACKESCHER HÖFE (MITTE)

Også meget centralt ligger Hackescher Markt (og Hackescher Höfe), som er kendt for sine fine baggårde
(Höfe) som man kan gå ind i. Derinde gemmer sig en masse gallerier, restauranter, teatre (kan anbefale Chamäleon Theater) og butikker.

Når man kommer ud af S-bahn-stationen ligger der en lille plads med en masse restauranter. Det er meget turistet og lidt dyrt, men der er en masse stemning, særligt om sommeren, hvor der er fyldt udenfor. Hvis man vil se de kendte “Höfe”, skal man gå op ad Rosenthaler Str. Bagefter kan man hoppe på S-bahn igen og køre én station til Alexanderplatz mod øst eller Friedrichstrasse mod vest og gå shop-amok.

BERLINER SCHLOSS (MITTE)

Berliner Schloss er, på trods af navnet, en helt ny bygning fra 2020. Den er bygget efter det gamle kongelige slot, som blev bombet af de allierede under Anden Verdenskrig. Østtyskerne byggede så den modernistiske regeringsbygning Palast der Republik, men ligesom mange andre DDR-bygninger, blev den revet ned nogle år efter murens fald.

I dag kan man altså gå ind og kigge i en helt ny bygning, som ligner et gammelt slot. Det lyder dumt, men det er faktisk blevet meget flot. Museet Humboldt Forum ligger i bygningen, men ellers kan man komme op på taget og se udsigten over Berlin. Man skal dog booke inden, ligesom med så mange andre museer i Berlin efter Coronaen dukkede op. Derudover kan man komme ned i slotskælderen, som også er et lille museum, hvor man kan se de gamle mure og konstruktioner fra det tidligere slot.

GENDARMENMARKT (MITTE)

Gendarmenmarkt, som også ligger centralt, er to flotte kirker og et koncerthus i midten af en stor plads
(kåret som Europas flotteste plads). Her er der et stort julemarked i december, og ellers er det bare en utrolig flot plads hele året rundt. Hvis der er en klassisk koncert i koncerthuset, er det værd at tage med.

Gendarmenmarkt, marts 2012.

GÅTUR FRA BRANDENBURGER TOR TIL FRIEDRICHSTRASSE

En gåtur fra den mest kendte seværdigheder i Berlin gennem et par af de mest kendte gader. Turistet og ret dyrt område, men næsten et must for førstegangsbesøgende i Berlin. Der er vist stadig et par biludstillinger på vejen (populært hos drengene i familien) og en masse butikker. Man kan spise på en af de klassiske tyske restauranter på den anden side af floden, Spree.

UDSIGT OVER BERLIN (FERNSEHTURM, M.M.)

Fernsehturm ved Alexanderplatz.

Hvis i vil have en god udsigt over Berlin kommer man selvfølgelig ikke uden om Fernsehturm, men ellers kan man tage den billigere udgave i Park Inn hotellet lige overfor Fernsehturm ved Alexanderplatz. De har en udsigtspost i
toppen, men man kan ikke se 360 grader så vidt jeg husker.

Udsigt fra Park Inn med S-bahn der kører mod Hackescher Markt-stationen.

Derudover var jeg, for nogle år siden, oppe på en rooftop bar i Neukölln der hedder Klunkerkranich, hvor der var en fantastisk udsigt, som man kunne nyde helt gratis. Her kan man også få noget godt at drikke, høre live musik og opleve byens højeste julemarked når der er sæson for den slags.

Alternativt er der Berliner Dom, som koster omkr. 7 euro for voksne. Her er der en 360 graders udsigt, og man kan se bygningen indefra, hvor der også er en lille udstilling. Tæt på Berliner Dom har man i øvrigt genopbygget det gamle Berliner Stadtschloss, som blev delvist bombet i 2. Verdenskrig og senere sprængt, da DDR overtog området. I forbindelse med opbygningen har man lavet et midlertidigt futuristisk museum, som dog lukkede ved udgangen af 2018.

Museumsinsel med Berliner Dom i baggrunden.

I 2023 prøvede jeg Panoramapunkt ved Potsdamer platz, som giver en bedre udsigt over den Sydvestlige del af Berlin Centrum. Her tager man Europas hurtigste elevator. Billetter koster 9 euro (2023) og børn under 7 år er gratis. Billetter kan købes online.

LANGS SPREE: BEACHBAR, NATKLUBBER OG REKREATIVE OMRÅDER (FRIEDRICHSHAIN & KREUTZBERG)

Områderne ned til floden Spree i den østlige del af Berlin, har i mange år været en kreativ legeplads med strandbarer, natklubber, loppemarkeder og besatte industribygninger og det er netop det, jeg altid har associeret Berlin med.

På Kreutzberg-siden har du for eksempel Lohmühleninsel, som er et område med mange natklubber og udendørs barer. Om aftenen er det præget af kulørt belysning, musik og en masse mennesker.

På Nord-siden i Friedrichshain, langs Holzmarktstraße, ligger der også flere beachbarer og natklubber, som man kan nyde dag som nat. Imellem de to kendte klubber, YAAM og Kater Blau, ligger Holzmarkt, som er et hyggeligt lille område med små madboder og barer. Det er præget af et kuperet terræn med små stier, kreative kunstværker, bygninger i træ, og en masse bænke og platforme man kan side på helt nede ved vandet. Her sidder man klart bedst med en kold øl i hånden på en lun sommeraften.

I BERLIN MED BØRN

Treptower Park

Hvis det er godt vejr og eller varmt kan man overveje at tage til den østlige del af Berlin, hvor det ikke er helt så
turistet og travlt. Man kan tage til Treptower Park (S-Bahn-station), og gå direkte ind i den kæmpe park der ligger ned til floden. Her kan man leje robåde, købe en is eller bare ligge på et tæppe nyde solen. Der er masser af plads til kaste frisbee og den slags.

Hvis man har større børn, kan man gå over på den anden side af vejen, Bundesstrasse 96a, hvor man finder det imponerende kæmpe-monument, Sowjetisches Ehrenmal Treptow.

På vej tilbage mod byen ligger en udendørs swimmingpool (der er nedsænket i floden). Den hedder Badeschiff og er populær blandt de lokale. Der er, ud over den store pool, sandstrand og en bar, hvor man virkelig kan slappe af med en kold drink eller en sodavand. Hvis det er varmt, bør man undgå det lokale rykind i weekenderne. Ved siden af ligger der i øvrigt et loppemarked hvis man er til den slags.

Kanalrundfart

En kanalrundtfart er også en god måde at få set byen på når det er godt vejr, men hvis man har små børn med, skal man vælge en tur der ikke varer så lang tid.

Museer

Har man børn med til Berlin er det jo helt oplagt at tage på Das Technikmuseum og/eller Naturkunde Museum
(dinosauerskeletter og alt muligt historisk). Ellers findes der mindre specialmuseer såsom DDR Museum og
Spionage Museum, som også kan være spændende for børn. Der er en ø i floden Spree der hedder Museumsinsel, med flere museer, og her bør man, om ikke andet, gå en tur forbi.

Hvis der skal ske lidt anderledes, og man vil lære lidt om Berlins historie, kan man prøve Berliner Unterwelten, som er en guidet tur gennem tunneller under byen. De blev brugt til at flygte fra DDR til Vest-Berlin, og da det er et lidt trist emne (ligesom det Jødiske Museum i øvrigt), anbefales det at bør skal være minimum 13 år. Børn under 7 bliver ikke lukket ind pga. loven om ungdomsbeskyttelse (JuSchG), § 8. Da jeg var på denne tur, kunne man ikke booke forud, så vi skulle dukke op på dagen og købe en billet, så man bør tage derhen lidt før de åbner.

Det jødiske museum er et interessant museum der fortæller historien om de mest dystre tider i den tyske historie. Et godt alternativ er Berliner Unterwelten, som er mere inddragende og knap så trist.

Legepladser

Der findes en masse legepladser i Berlin, men man skal vide hvor de er. Læs artiklen om hvor man skal bo, hvor vi har en sektion med legepladser.

Zoologiske haver

Zoologischer Garten skulle være en god Zoo, men jeg har faktisk aldrig været der. Det er en oplagt seværdighed hvis man har børn med. Som en af de få attraktioner, ligger Zoo i den vestlige del af Berlin. Alternativt ligger der en Tierpark i det østlige Berlin, et godt stykke ude. Her er der lidt mere plads til dyrene.

Insider tip: Hvis du søger et billigere alternativ til Zoologischer Garten og Tierpark, så er der faktisk en mini-zoo i Hasenheide Park i Neukölln. Den hedder officiel Tierpark Neukölln in der Hasenheide. Det ligger kun 6 stationer med U8 fra Alexanderplatz. Her er der slet ikke så mange dyr, men det er helt gratis at komme ind. Du finder bl.a. lamaer, emuer og æsler, og ikke mindst en god legeplads til børnene. Der er ingen spisesteder eller lignende, så man må selv tage madpakke med. Men ellers, så er det jo så simpelt, at man ikke behøver bruge mere end en lille formiddag på det. Så man kan tage frokosten på vej tilbage til byen, hvis man er på gåben.

Jeg kan anbefale at gå over Südstern, op ad den hyggelige Körtestrasse og forbi Admiralbrücke. Her ligge flere hyggelige caféer. Men hvis du vil have lidt frokost, vil jeg anbefale at gå videre langs promenaden på nordsiden af Landwehrkanal op til Butzke’s Kreutzberg, som er en lille gemt event venue, hvor der serveres frokost. Der er kun 2-3 retter at vælge mellem, men det er typisk ganske almindelig mad til fair priser.

Butzke’s Kreutzberg: Lille venue, hvor folk kommer til en hurtig “businses lunch” i hverdagene. Et sted hvor børnene kan rende rundt ude i baggården, hvor der også er borde.

SHOPPING I BERLIN

Berlin er oplagt til shopping. Ikke nær så berømt for det som Paris, London eller New York, men man kan lave nogle gode køb.

Mall of Berlin er det nyeste skud på stammen, og et sted jeg kan anbefale. Et stort indkøbscenter med 270 butikker og food court. Placeringen er fantastisk fordi man kan gå over til det andet store indkøbscenter, Potsdamer Platz Arkaden, hvis man ikke er kørt træt allerede.

Alexa, der ligge ved Alexanderplatz er et andet stort indkøbscenter der har over 170 butikker. Her kan man finde de fleste kendte kæder, men hvis man ikke finder det man skal bruge, er man i gåafstand til de mange butikker på Alexanderplatz. Her kan jeg anbefale TK Maxx, hvor de har mærkevarer til stærkt nedsatte priser.

4 af mine favorit spisesteder i Berlin

Jeg har været adskillige gange på Marinehaus som er en traditionel tysk fiskerestaurant. Den ligger ved Märkisches Ufer i Mitte på sydsiden af floden, Spree. Her kan du få forskellige fiskeretter eller endda en schnitzel. Gode tyske øl og en autentisk stemning. Book bord forud!

Hvis du går forbi den kinesiske ambassade og krydser Brückenstrasse, så finder du en fantastisk kinesisk restaurant der hedder Ming Dynastie, som kan måle sig med de bedste i Europa. Det er ikke billigt, som de fleste andre kinestiske spisesteder, men det er også kvalitet og value for money. Også her bør du booke bord.

Hvis du mere er til vietnamesisk mad, så er der et fantastisk lille sted der hedder Cyclo, placeret helt fantastisk ved kirken midt i Nicolaiviertel. Stedet er meget lille, så find en dag med godt vejr og sid udenfor. Men kom ikke for sent, så du kan få et bord.

Hvis vi skal blive i det asiatiske, som er en af mine favoritter, kan jeg også anbefale GOODTIME ved Hausvogteiplatz i det absolutte centrum af Berlin. Det er det thailandske køkken, og du finder et godt frokosttilbud til omkring 13-14 euro inkl. en lille forret og en god hovedret. Det er altså i den dyrere ende inden for thai-steder i Berlin, men det er også virkelig godt. Du behøver sjældent at booke bord til frokost på GOODTIME.

FAQ

Hvornår skal man besøge Berlin?

Berlin er, ligesom de andre centraleuropæiske storbyer på kontinentets fastland, bedst at besøge fra forår til efterår. Her er der mest liv på gader og stræder, og man kan nyde byens buzz fra en fortovscafé. Juli og august kan være varm og for mange for varm, så udnyt de lidt billigere måneder uden for sommerferien. I december kan man opleve byens julemarkeder og smage en god kop varm glühwein.

Er Berlin børnevenlig?

Svaret er ja. Berlin er efter min mening mere børnevenlig end byer som Paris og London. Berlin er en billig storby i forhold til resten af Vesteuropa, så hvis du rejser med børn, kan du altså spare en del penge på hotel, mad og drikkevarer. Derudover er Berlin en by med plads. Der er mange grønne områder, hvor man kan restituere fra storbyens stress og larm og man oplever ikke et højt turist-tryk, hvilket giver en mere autentisk oplevelse af byens kultur.

Hvordan kommer man til Berlin?

Der er tre gode muligheder for at komme til Berlin på en behagelig måde. Man kan køre i bil, enten ned gennem Sønderjylland eller via færge hvis man bor på Sjælland eller øerne. Det tager cirka 6 timer, hvis man ikke rammer myldretiden. Mange vælger at tage toget (både fra Jylland og Sjælland), hvilket giver mulighed for at hygge på turen derned. Det tager cirka 8 timer inklusiv et stop i Hamburg. Den tredje mulighed er naturligvis fly, hvor man ikke er nødt til at sidde ned i mange timer. Men alt i alt er det ikke så meget hurtigere end at køre selv, da man skal være i lufthavnen i god tid, og efter ankomst skal man med offentlig transport fra lufthavnen ind til byen. Det kan hurtigt løbe op i 4,5 til 5 timers transport.

Hvordan betaler man i Berlin?

I Berlin er valutaen Euro, og du er nødt til at have nogle kolde kontanter med. Selvom de er kommet langt med digitale betalingsformer, er de stadig langt efter de danske forhold. Så det er rart at have 50-100 Euro med til at kunne betale for lidt mad eller et toiletbesøg på en rasteplads. Når man er dernede, kan man komme rigtig langt med sit VISA-kort, men tjek altid inden du bestiller, hvis du ikke har nok kontanter som backup. Drikkepenge er noget man bruger rigtig mange steder. På restauranter og caféer er det et must. Rund op til nærmeste euro ved små regninger, eller læg 8-10% oveni.

Hvad synes du om vores indlæg?

Klik på en stjerne for at bedømme.

Gennemsnitlig bedømmelse 4 / 5. Antal stemmer: 1

Ingen stemmer endnu. Bliv den første til at anmelde vores indlæg.

Relaterede artikler

Skriv en kommentar

Dette website bruger cookies til at analysere trafikken på sitet. Alle ip-adresser er gjort anonyme. Godkend Læs mere

Privacy & Cookies Policy